Landet

Tiden slår som bølger herude
Og tankerne følger mine trin ned af stien
Stien er alt jeg har , og intet venter mig for enden af den
Herude forventes intet af min krop
Men stjernerne på nattehimlen er så klare
At de lyser mig indvendigt op
Bladende falder af træerne
Men jeg samler mig selv op blandt gule og røde blade
For mine drømme holder om mig
selv når jeg giver op

My Bare Feet

I like carpets.

I like the way its frays crawls up between my toes.

I stand more firmly and I’m more in control.

I hate the cold bathroom tiles that cracks my bare feet open

..but when it comes to that

I am prepared with my blue velvet slippers.

But wrapped feet are weak.

It reminds me of the time when I was little and naive

the way the sand disappeared underneath my beach slippers

Swallowed my slippers whole

I like my bare feet

S.H. 

Hjernevrider

Hjernevrider 

Svømmer rundt i nattens røde druer 

Fordrejer kroppe

Forskubber hjerter 

Forskruer hjerner 

Immiterede trodsige smerter

Hjernevrideren salter tårer 

Blålige årer 

Verbale tunger så hævntørstige

Drikker flere bagateller

De ting der ikke virkelig gælder 

Dræber flere hjerneceller

Bygger luftkasteller 

Hjernevrideren er rodløs

Slår frø i menneskehovedet

Gør mennesket modløs

Tyvstjæler nattens neurologiske forbindelser

Skaber neurotiske følelser 

Ensomme omgivelser

Og midt i natten

Spinder de alle nervøse løgne 

Accept

Accept

Inde i huset med de utætte vinduer og knirkende døre

Skæres mange tænder

Omsorgsvigtede og forladte træplanker, forsøger stadigt at holde huset sammen

Salte tårer triller ned af runde kinder

En vandrende krop bevæger sig i blinde igennem morgensolens stråler og osen af gammel cigaretrøg

Finder plads på sengens kant.

Et lyserødt gardin blafrer som fuglevinger

Svinger sig rundt og fordrejer sig (Tidsløst)

Alting er tidløst i huset

Det er kroppen helt bevidst om

Fra sorte tynde rammer på hvide vægge spinder fotografier morgenens tankemylder

Og i øjeblikket finder kroppen sig til rette

I stilhed.

På sengekanten

Og er ikke længere forarget over den virkelighed den befinder sig i

Accepterer dets knirkende døre

møre planker

og utætte vinduer

For virkeligheden

Er hverken solid eller tidsbestemt. 

Digt-Fuld

FULD

Flik flakker med mine øjne

Der kun ser min hånd foran tågen

Fordi hjernen døgnet rundt kun er halvågen

Går i zig-zag mønstre gennem gaden

Vil gerne forsvinde blandt gadens gule paraplyer

I stedet står jeg i bordeauxrødt regntøj

Og kan tydeligvis ikke få styr på mit neurotiske mundtøj

Slagskyggen bag mig synger trøstende synonymer

Mine ben mejsler massivt granit

Mit humør springer på den som rent dynamit

Tiden får pludselig ben at gå på

Mine blålige legemer og jeg falder bagom

Og først i det øjeblik føler jeg mig ensom

Midt i gadens tykke tåge og gule paraplyer

Er der ingen der samler jeg og mine legemer op

S.H